Anne og Saskia

Anne står foran huset hvor hun bor med sin skoletaske på ryggen. Hvor bliver Saskia mon af? tænker hun.
Så bipper mobilen.
"Hej, Anne, her er jeg!" "Hej, Saskia, du er sent på den i dag."
"Ja, jeg kunne ikke komme ud af sengen."
"Sovetryne", driller Anne.
"Skal vi komme afsted."
Så kører de..

Anne er 11 år gammel. Hun er blind, men kan stadig se en lille smule. For eksempel mennesker, men hun kan ikke se hvem de er..
Hver dag kører hun frem og tilbage til skole sammen med sin veninde Saskia - på tandem.
De leger tit sammen. I klasseværelset sidder de ved siden af hinanden og det sker at de hvisker de rigtige svar til hinanden.
Rigtige venner, det er hvad de er.

"Hvad ønsker du dig til din fødselsdag, An?" spørger hendes mor, da de sidder ved middagsbordet.
"En hund", siger Anne.
"Aha, en hund. Jeg skal se hvad jeg kan gøre for dig. Men du ved at din far…"
"Hvad med ham?"
"Vil du have en sandwich mere?"
"Jeg spurgte dig om noget."
"Hva … hvad sagde du?"
"Ikke noget."

Mærkeligt, tænker Anne senere. Virkeligt mærkeligt.
Måske snakker moren så undvigende, fordi hun virkelig får en hund. Men hvad mener hun med: du ved at din far…
Sikkert ikke noget specielt. Mødre opfører sig altid underligt lige inden ens fødselsdag.
Anne håber virkelig hun får en hund.
Det er et dejligt dyr.
Rart at lege med og gå tur med.
For hende ville det være vidunderligt at få en hund.
Og så skulle det altså være hendes helt alene.
Og dog, hvis hunden også var hendes forældres ville hun kun være glad.
Desuden, hvis forældrene blev hundens herrer, ville den sikkert blive bedre opdraget.